Lokalhistorie

Indsamlede minder om Herringe-Rudmes lokalhistorie 

Johannes Gjesings tekst:

I anledning af stationens 150-års fødselsdag, har jeg skrevet lidt om stationen - set med barnets blik...

FJORTEN MINUTTER OVER, FEM MINUTTER I…..

Der er to minuttal, som ligger dybt i mig, nemlig ”fjorten minutter over” og ”fem minutter i”. De to minuttal ligger som en indre kompasnål og hjælper mig til at orientere mig i en stadig mere kompleks verden: ”fjorten minutter over” og ”fem minutter i”.

Det begyndte med, at mine forældre omkring 1980 flyttede til Rudme med deres børn. Vi var fire børn i alderen fra to til ti. Vi kom fra det lidt større Sdr. Nærå. Men Rudme havde en storhed over sig, som Sdr. Nærå ikke kunne prale af. Den havde en station, som lå tæt på vores hjem.

TOGBANEN

Det var noget helt nyt! Den første sommer fór vi ud til vejen for at se toget køre over overskæringen, når vi hørte klokken ringe. Med tiden blev den megen ringen og togpassagen hverdag. Det er jo på samme måde som storbyboeren, der knap ænser de mange biler og trafiklys – alt det, som fremstår som et kaos for Rudmeboeren, der er på besøg i København. Sådan er det også med jernbanen for Rudmeboeren. Vi hører knap klokken. Men for en nyankommen er det virkelig noget, der fylder. Ding ding ding.

Der gik ikke længe, før mine forældre fik den fortvivlende idé, at vi skulle sælge bilen og knytte hele vores kontakt til omverdenen op på jernbanedriften. Det besværliggjorde mange ting – vi var jo en forholdsvis stor børnefamilie. Men nu var der jo timedrift!

Jeg ved ikke, hvad der lå bag denne beslutning. Måske en portion idealisme. Det er nu også mit indtryk, at deres sparekasse havde sagt til dem: ”Gjesings! Set ud fra en økonomisk betragtning vil det eneste rigtige være at spare den dyre bil væk!”

Men det kunne vel også gå. Det er jo ikke alle forundt at have en togbane tæt på. Derfor blev de to minuttal også snart indarbejdet i familiens puls. Fjorten minutter over hel var der afgang mod nord til Ringe og Odense. Fem minutter i hel var det mod Svendborg. Det lå fuldstændig fast – kun med ganske få undtagelser i weekender og på helligdage. Ellers var det de to minuttal, der åbnede porten ud til verden – et slags simsalabim.

Dengang kørte der stadig nogle af de store MY-tog med vogne. Med tiden blev de udskiftet med de røde litratog med to vogne med både rygeafdeling, toiletter og to store ikke-ryger-afdelinger. Man sad i grupper af fire.

AFGANG

I min familie har vi altid orienteret os mest i retning af Ringe. Når man skulle med toget, foregik det efter en helt fast procedure. Man gik hjemmefra klokken hel! Så havde man fjorten minutter til at gå de 250 meter hen til stationen. Fjorten minutter er bestemt ikke for meget. Der kunne jo ske uforudsete ting på vejen derhen, som kunne forsinke turen. Man kunne møde nogen. Der kunne være trafik henne ved Andelskassen. Der kan ske så meget. Og togene venter altså ikke på slendrianner.

Ankommet til den smukke stationsbygning, kunne man slå tiden hen i ventesalen. Det var en rigtig ventesal, der duftede som en ventesal, og hvor der var abstrakt DSB-plakatkunst i tidlig 80’er-stil og indridsede navne og hjerter i bænkene – tegn sat af tidligere tiders forelskelser.

PORTAL TIL VERDEN

Mens man ventede, kunne man se på den røde postkasse – POSTBREVKASSE - hvor der stod de advarende ord:

Ikke til rekommanderede breve

Ikke til breve indeholdende penge.

Hvad mon det betød – rekommanderede breve? Men det fortalte, at det var et særligt sted – en slags portal til verden.

Så pludselig lød der en susen i skinnerne. Det betød, at toget var på vej. Så begyndte klokken at ringe. Der var en lampe hen mod Rudmevej, der gik fra at lyse konstant orange til at blinke med en hvid pære – rolige, langsomme blink. Det signalerede, at alt fungerede, og at der var styr på det hele. For nok var der kold krig, og også dengang var klimaet i ubalance, og økonomien sejlede. Men bare rolig. Dronningen lever, beredskabet fungerer, grænserne står fast, og DSB binder riget sammen. Og så kom toget rullende om svinget og ind på perronen – flot, majestætisk.

Det var vigtigt, at man stod stille og ordentligt. En perron er ikke en legeplads eller et sted for fjollerier. At tage toget var en voksenting – ligesom når man sad i skoven og røg smøger, man havde købt i Ellas Kiosk nede i Volstrup. Så man stod rankt og kiggede op på togføreren og toget – parat til at træde ud i verden som en metropolit.

I toget blev man mødt af en kontrollør i en brun uniform. Der var det lidt særlige, at Rudme delte skæbne med stationer som f.eks. Pederstrup. Billetter skulle købes i toget. Andre stationer havde billetsalg på stationerne i åbningstiden.

Man kunne være heldig, at man ikke nåede at købe en billet inden Ringe. Og så var der jo en sparet femmer til snolder. Men kontrollørerne havde nu næsten altid styr på, hvem der var gået ind. Og de var hurtige. De trak en rød plastikblok frem med kalkerpapir. Så blev der skrevet:

Fra Rus – altid med streg over u!

Til Re

- hvis man skulle til Ringe

Der blev afregnet, og man fik udleveret en gul kopi, der duftede krast af kalkerpapir. Kontrolløren beholdt den hvide original til regnskabet. Det krævede en særlig teknik at stå der og udskrive billetter. Man skulle svaje sammen med toget eller lige sætte hoften ind mod sædet. Men systemet fungerede. En ekspedition tog højst et minut.

HØJTTALERANLÆGGET

Gennem 80’erne blev stationen forbedret flere gange. Det må have været i midten af 80’erne, at der kom et lydanlæg på stationsbygningen. Der sad to højttalerhorn på stationsbygningen, der pegede i hver sin retning, så alle kunne høre, hvad der blev sagt. Der blev også sat en meter høj stor stålkasse under dem, som jeg formoder styrede systemet. Højttalerne var for det meste tavse. Men skulle der ske det, at et tog var forsinket, så skete der noget.

Der lød lyde fra højttaleren, som når man ringede op på en telefon. ”Duuut duut” – og en skrattende stemme dukkede op: ”Host host. Ja, hallo. Her er Odense. Her er Odense. Det meddeles, at toget fra Svendborg med ankomst kl. 14.55 er fem minutter forsinket.” Og så lød der rumlen, ligesom når man lægger et telefonrør på.

Fantastisk. Nu var det ikke kun i Odense, at etaten kunne melde om forsinkelser til ventende passagerer. Det kunne man også nu i Rudme. Og det hele blev styret fra den store aflåste stålkasse på perronen. Hvordan mon den gjorde? Var der en mekanisk robotarm i stålkassen, der løftede telefonrøret af, hvis der blev ringet op inde i boksen, og derefter flyttede røret hen til en mikrofon, der førte op til højttalerne? Jeg ved det ikke. Men jeg syntes, det var utroligt, at det kunne lade sig gøre. Det er ikke mange gange, jeg hørte højttalerne sige noget. Men jeg husker det som nogle store og særlige øjeblikke i mit liv, de få gange, det skete.

Sidenhen kom der også en mønttelefonboks. Det bandt verden yderligere sammen. Så kunne man tage til Rudme, putte to 25-ører i boksen og så ringe til Niels og Rudmevejens Taxa, så man kunne komme videre i en fart.

Jo, Rudme Station var noget helt særligt. Den gjorde Rudme til en lille metropol i verden. Ja, det er Rudme stadig.

Jeg har det stadig sådan, at skal jeg i retning nord, så tænker jeg fjorten minutter over og med afgang klokken hel. Skal jeg mod syd, så er det fem minutter i hel!

Som jeg skrev, så har vi i min familie nu altid orienteret os i retning nord mod Odense. Så jeg har ikke den samme erfaring med at rejse mod syd og tage toget fem minutter i – og hvornår man i givet fald skal gå hjemmefra.