Rudme Lokalsamfund
byder velkommen
Kom indenfor i Rudme Lokalsamfund. Her finder du som tilflytter et godt og trygt landsbysamfund med spændende facetter og muligheder. Det er et lokalområde, der – med god grund – ofte har gjort sig positivt bemærket, da det danner grobund for mange lokale initiativer og ikke mindst kulturelle oplevelser. Her er der ’højt til loftet’ og plads til, at den enkelte enten kan involvere sig i de mange projekter og fællesskaber og tilføre nye idéer eller starte noget helt nyt.
Rudme Lokalsamfund har fokus på, hvordan vi selv kan forme, præge og skabe fremtiden via fællesskaber og samarbejde. Området har tradition for at være et lille kreativt samfund på Midtfyn, hvor der til tider opstår de sjoveste og mest fantastiske ting. Det kan sammenlignes med humlebien, der slet ikke burde kunne flyve, men gør det alligevel.
Her bor ca. 500 mennesker i de små landsbyer Boltinge, Boltinggaard Skov, Brangstrup Mark, Herringe, Rudme og Volstrup. Rudme er første station syd for Ringe på Odense-Svendborg banen. Området har to store godser – Boltinggaard Gods og Fjellebro Gods – og mod syd grænser det direkte op til Egeskov Slot.
Med de venligste hilsener fra
Rudme Lokalråd & velkomstambassadørerne